Sunday, June 19, 2005

Team Discovery afviser rygter om Hugsy

Team Discovery har i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor de afviser rygterne om at de skulle være interesserede i den hollandske supersprinter Lenhart Hugsy. Bl.a. skriver de: "Vi havde kig på ham en overgang, men hans manglende teknik var for stort et sats for os, og da vi oven i købet erfarede, at han ofte bliver set, mens han hænger ud i baren hele natten på et unavngivet hotel, ja så indså vi, at han var for uproffesionel." Rygterne opstod efter at Discovery igennem længere tid havde forsøgt at lokke den argentinske tempospecialist Jose Brageus væk fra Los Dictatores. "Det er rigtigt at vi meget gerne ville have tilknyttet Jose Brageus, men han har en meget stærk loyalitet overfor Los Dictatores, selv om vi gav et MEGET stort bud på ham", udtaler Team Discoverys pressechef. Den elegante Brageus er igennem de seneste to sæsoner blevet en af cykelsportens mest populære stjerner, hvilket bl.a. skyldes hans fantastiske teknik og store elegance på cyklen. Brageus der også går under navnet "Ørnen fra Buenos Aires" har også vist sig som en meget alsidig rytter, idet han har vundet både bjergetaper (Col de Pailhere), klassikere (Århus-Kbh) og enkeltstarter (Juelsø).
Brageus selv afviser at kommentere Discoverys bud på ham under henvisning til, at dem får han jo så mange af. I øvrigt meldes Brageus som en mulig starter til Viborg Classic 3. september, hvor det skal blive spændende endnu engang at se den sympatiske argentiner på cyklen.

Wednesday, June 15, 2005

Hugsy som klon?

Efter længere tids efterforskning synes det nu klart at den hollandske supersprinter Lenhart Hugsy er i alvorlige vanskeligheder. Tilsyneladende har han med hjælp fra en gal opfinder formået at klone sig selv i stort antal, hvilket han illegetimt benyttede sig af i forbindelse med juni måneds endagsklassiker Århus-København. Flere uafhængige kilder undrede sig over at Hugsy ved ankomsten til hvert depot synes "at være ved at falde om at træthed", mens han efter et kort besøg i toiletvognen kom ud "helt frisk". Hugsy har formentlig benyttet sig af et af de ældste trick i cykelsporten, nemlig kloner...
Således har en ny frisk klon åbenbart taget over ved hvert depot, sådan at ingen af dem kørte mere end 60 km. Hvilken del af ruten - hvis nogen - Hugsy selv har kørt vides ikke.
Sagen forventes at få alvorlige konsekvenser for Hugsys fremtidige karriere og ikke mindst for det skandaleramte hold Team-Hugsy, som allerede i længere tid er gået under navnet "Team-Hugsys".

Brageus en stor vinder af Århus-København!

Efter store problemer med tidstagningen ved Århus-Kbh, er den endelige vinder nu blevet fundet. Det viser sig - ikke overraskende - at det var den argentinske verdensmand og temporytter Jose Brageus som sammenlagt tilbagelagde de 355 km hurtigst. Supersprinteren Lenhart Hugsy måtte se sig henvist til 2. pladsen, 2 sekunder efter Brageus (http://www.aarhus-koebenhavn.dk).
Brageus kan nu nyde sejrens sødme og glæde sig over endnu en stor triumf. Bedriften blev ikke mindre af at Brageus måtte kæmpe med to punkteringer og overvinde et vanvittigt styrt undervejs. Flere kilder så dog Hugsy vente ved alle tre situationer, hvilket giver ny vind til rygterne om et snarligt skifte til rollen som hjælperytter hos Los Dictatores.
Dette afvises dog af Brageus' pressetalsmand Util Taljende med ordene: "Han er ikke stærk nok, og nej, han ventede ikke på noget tidspunkt, han var simpelt hen helt flad og havde tilfældigvis brug for at hvile sig".

Monday, June 06, 2005

Fantastisk bedrift af Brageus og Hugsy!

Brageus og Hugsy synes at have lagt deres tidligere rivalisering bag sig. Således arbejdede de sublimt sammen i det frygtede løb Århus-København, der strakte sig over urimelige 355 km og blev kørt d. 4-6-2005. Vejret var mildt sagt imod rytterne der allerede fra start blev gennemblødt af et to timers kraftigt regnskyl, der senere blev fulgt op af flere af slagsen. Således måtte flere veteraner i løbet udgå som følge af det dårlige vejr. Brageus og Hugsy fulgtes dog sympatisk hele vejen og gennemførte løbet i flot og overbevisende stil, på trods af to punkteringer og et styrt- alle til Brageus. Løbets store højdepunkt kom på en mindre stigning på den sidste fjerdedel af ruten, hvor de to ryttere reducerede en 20-mands gruppe til bare 4 ryttere efter at have sat hårdt tempo på en stigning.
Flere medier melder om slatne ben, selvfed holdning og selvros dagene derpå og melder i øvrigt at de to publikumsfavoritter er så godt som sikre startere i næste sæsons 100 km lange kouperede forårsklassiker omkring Skanderborg - Bakkeløbet. Her skal det blive spændende at se om de igen vil sætte konkurrenterne til vægs på de mange stejle stigninger. Øvrige medier melder desuden at vi måske vil se de to i løbsaktion igen allerede til efteråret, hvilket dog endnu ikke er blevet bekræftet.